Overfladebehandlinger
Hvor ædelmetallerne guld, sølv og platin bruges som kernen i smykkerne, så bruges ædelmetallet palladium primært i legeringerne med hvidguld, hvorimod ruthenium og rhodium bruges som galvaniske belægninger. En galvanisk proces er meget forenklet en strøm der sendes igennem en væske og dermed transporter og binder ioner fra væsken på smykket). En forgyldning er samme proces. Her er væsken fuld af guld-ioner, og hvor smykket ved forgyldning bliver guldfarvet (eller rosa eller rød), bliver smykket hhv. sort og grå-hvid ved ruthenium og rhodium. Rhodium bruges især afsluttende på hvidguldssmykker for at give en flot hvid farve, da hvidguld i sig selv godt kan have et gulligt skær. Rhodium bruges også ofte afsluttende på sølvsmykker, dels på grund af farven, men mere for at bremse den naturlige oxidering af sølvet. Grundet at sølv legeres med kobber for at give styrke og god bearbejdelighed, har sølv også en højere tendens til at oxidere i kontakt med ilt og sved og syre fra vores hud end finsølv har, og da sølv står før guld i spændingsrækken, er sølv hurtigere til at oxidere end guld. Guld oxiderer nærmest slet ikke. Det er meget kemisk, jeg ved det godt. Jeg kan anbefaler at læse artiklen her. Det korte af det lange er, at sølv med tiden bliver sort i overfladen, især hvis det ikke bruges ofte. Ved brug slides oxideringen som regel af, hvilket i øvrigt også gælder for både forgyldninger og rhodineringer.
En oxidering kan også fremprovokeres og bruges på samme måde som en forgyldning eller en rhodinering: Som en overfladefarve. På den måde kan man præcist styre, hvor og hvor meget ringen skal oxyderes og dermed gøres sort, fremfor hvis det sker naturligt, hvor smykket i højere grad starter som en pletvis kedelig brun.
